Sådan skrev Mattias Tesfaye - tidligere næstformand for SF, nuværende menig socialdemokrat og fremtrædende debattør for venstrefløjen i dansk politik - her fredag morgen på Facebook.
Det er en ærlig indrømmelse, og det undrer mig ikke, at den kommer fra lige præcis Mattias Tesfaye. Han og jeg er uenige om en del, men han giver indtryk af at være tænksom og oprigtig i sin politiske argumentation.
Men der mangler stadig noget for at være i mål med forståelsen af den verden, vi lever i, synes jeg, og et simpelt regnestykke plus lidt fakta om kontanthjælpen bør kunne bringe ham og andre på venstrefløjen resten af vejen. Hvis de er villige til at bevæge sig.
Hvad er 60 kr./time X 160 timer/måned? Svar: 9.600 kr./måned.
Hvad er kontanthjælpen for en enlig på 25 år eller ældre? Svar: 10.500 kr./måned.
Det store spørgsmål er herefter, for hvem det er en fordel, at rekordmange danskere er offentligt forsørgede fremfor, at de er i arbejde til den løn, de kan tjene? Er det virkelig bedre at være på kontanthjælp til 10.500 kr. om måneden end f.eks. at være på arbejde til 9.600 kr. om måneden? For hvem?
Her er en liste over, hvem det vil gavne, hvis flere kommer i arbejde fremfor at være på offentlig forsørgelse:
* Alle de ledige, som faktisk gerne vil gøre deres entré på arbejdsmarkedet, men som tænker for kortsigtet på her og nu-kontanthjælp i forhold til her og nu-løn. Et job er ikke kun en mulighed for at forsørge sig selv, men også en værdifuld chance for at opøve sine evner til at begå sig på en arbejdsplads, at lære faglige færdigheder og at gøre indtryk på nuværende og potentielle arbejdsgivere og på den måde gøre sig fortjent til en højere løn i fremtiden. De fleste ved det, men andre har brug for at blive skubbet ud i virkeligheden for at indse det.
* Alle skatteydere, som i dag ikke alene skal forsørge sig selv, men også de alt for mange, som lever af en overførselsindkomst i Danmark.
* Virksomhederne i Danmark, som må trækkes med dårlig konkurrenceevne, fordi de må producere med verdens højeste skattetryk hvilende på deres bundlinje.
* De virkeligt svage - dem der ikke er i stand til at arbejde. De skal konkurrere med arbejdsføre, som ikke er i arbejde, om de goder, som skatteyderne er villige til at stille til rådighed for deres medmennesker. Jo færre der stiller sig i kø til disse goder, desto mere kan der deles ud til hver enkelt.
Her er så omvendt listen over dem, som har gavn af, at så mange er på offentlig forsørgelse fremfor at være i arbejde:
* De ledige, som bare ikke gider arbejde med det arbejde, de kan få. Danmarks Doven-Robert’er.
* Eventuelle sagsbehandlere i den sociale sektor, i jobcentrene og i A-kasserne, som finder arbejde ved og selvbekræftelse i, at mange bliver henvist til stolen på den anden side af deres skrivebord, og som er villige til at abonnere på verdensfjerne venstrefløjsidéer for at bilde sig selv ind, at det i virkeligheden også er til alles bedste.
Igen: Det spørgsmål, som Mattias Tesfaye skal svare på, er, for hvem det er til gavn, at så mange er på kontanthjælp til 10.500 kr. om måneden fremfor at være i arbejde til f.eks. 9.600 kr. om måneden? Og ønsker vi at indrette vores samfund for at imødekomme deres interesser?
