Jeg er født i 1942 - og jeg er 36 år!
Du behøver ikke tjekke på lommeregneren, for sådan er det.
Jeg er vokset op i en tid, hvor man ikke stillede spørgsmål, og hvor man ikke forventede - læs ikke tolererede - at man betvivlede rigtigheden af tidens moralske krav. Der var ikke så mange forhold at tage stilling til, for næsten alt i livets udfoldelse var der klare regler for. Der var en facitliste på alt.
Ægteskab for eksempel. Det var såre enkelt.
Først lærte jeg en ung mand at kende. Jeg kunne rigtig godt lige ham, og vi “kom sammen”, som det blev kaldt.
Den tilstand varede et par år. Næste trin i udviklingen mod toppen, hed “ringforlovelse”. Der foregik en juleaften hos de kommende svigerforældre. Nu var der ring på fingeren, og så var der gjort klar til det næste og uigenkaldelige finale: ægteskabet.
“…så blev de gift, og de levede lykkeligt til deres dages ende.” Her slutter eventyret, men først her begynder det egentlige, og det er ikke så enkelt at få til at fungere som eventyret lover. Men på en eller anden måde var det lykkedes at få os til at tro og forvente, at når man blev gift, så blev man lykkelig.
Man skulle i hvert tilfælde have et barn, når man var blevet gift. Det var en helt klar forventning. Nogen nåede ikke en hel graviditetsperiode, inden arvingen meldte sin ankomst. Der var mange for tidligt fødte babyer dengang.
Jeg stillede ikke spørgsmål ved, om det nu var klogt at blive gravid på et tidspunkt, da jeg manglede et år på seminariet og snart skulle starte på et job, som krævede 36 timers undervisning. Det er stadig en kilde til forundring hos mig, at jeg ikke tænkte mere rationelt og ventede med at få børn til jeg var kommet i gang med lærerjobbet for at have mere overskud til at få et barn, som for mig har været den største oplevelse og udfordring i livet.
Men så stærk var konventionen og forventningen til tilværelsens forløb, at jeg ikke tænkte selvstændigt. Forventningen var, at jeg blev gift, fik et barn og levede lykkeligt.
Man skulle jo ikke komme for godt i gang, vel? Men hvorfor skulle man egentlig ikke det?
Og det kom vi så også. Ungdomsoprøret slap katten løs, og der blev hvæset af og flået i alle fordomme og konventioner.
Men én forventning overlever tilsyneladende: man bliver gift, og så er man lykkelig. Eller også er det omvendt?
Ægteskabet er igen en guddommelig affære, som helst skal velsignes i kirken. Det giver også rammen om den perfekte fest, hvor prinsessen skal ægte prinsen - om ikke på den hvide hest, så helt i den flødefarvede limousine, som er lejet til anledningen.
Vielsesritualet er smukt og bygger på kravet om at elske og ære hinanden til døden skiller parterne ad. De fleste mener det forhåbentlig, når de afgiver deres JA. Men ritualet er menneskeskabt og et udtryk for kirkens magt over mennesker gennem århundreder.
Ægteskabet er en samfundsmæssig praktisk foranstaltning, som gør det muligt for myndighederne at holde styr på borgernes indbyrdes forhold, specielt økonomisk. Alt andet ville også være noget rod.
For et halvt århundrede siden forventede vi, at vi blev lykkelige, når vi blev gift. Det lykkedes så ikke i alle tilfælde, men vi arbejdede på det.
Den opmærksomme læser har opfattet, at jeg ikke tror på, at man bliver lykkelig af at blive gift. Men jeg vil påstå, at man kan have et pragtfuldt liv, hvis man i korte øjeblikke kan føle lykke. Det kan være sammen med partneren eller børn og børnebørn - eller noget helt andet. Et godt golfslag kan gøre mig lykkelig, fordi det er så smuk en harmonisk fornemmelse, når det, man har forsøgt, lykkes.
I dag kræver vi, at vi skal være lykkelige, gifte eller ej, og det er en helt anden historie.
Med den indstilling til livet, er man stort set dømt til at mislykkes.
Hvad gør dig lykkelig?
